Sådan lydtræner du din hund

Dyrlægeskræk handler mere om alt det, du IKKE gør…
december 10, 2017
Derfor er Linda en af de sejeste hundeejere, jeg kender…
december 10, 2017

Angst for fyrværkeri er desværre et stort problem for rigtigt mange hunde. Og dyreklinikkerne har travlt med at udlevere angstdæmpende medicin mellem jul og nytår, så de stakkels hunde kan komme igennem nytårsaften.

Jeg er selv én af dem, der er med til at udlevere medicin hvert år og snakker således med rigtigt mange ejere af angste hunde. Ud over at snakke om, hvordan de skal medicinere korrekt, så tager jeg meget gerne en snak om lydtræning. Jeg fornemmer desværre tit, at lysten til at gøre en indsats i løbet af året ikke er til stede. Det er jo meget nemmere bare at give piller nytårsaften. Problem solved.

Og så alligevel ikke.

Der er nemlig flere tungtvejende grunde til, at man skal gå i gang med lydtræning. Herunder vil jeg kort gennemgå dem.

Lydangst bliver værre med tiden

Mange hundeejere tror, at hunden med tiden bliver mindre bange for fyrværkeri. Men det er lige omvendt! Det bliver VÆRRE – Hvis man ikke gør noget!

Stor risiko for generaliseret lydangst

Angst for fyrværkeri har en kedelig tendens til at sprede sig og ende med at blive til angst for alle mulige andre former for lyde (generaliseret lydangst). Den første og klassiske er tordenvejr. Men herefter bliver det typisk kraftig regnvejr (som ofte ledsager torden), dernæst den særlige tunge og trykkende luft (der varsler tordenvejr) indtil det til sidst er alle mulige andre former for høje lyde: motorcykler der gasser op, en container der læsses af, skraldebilen, en bildør, der smækker højt…..og til sidst; hvis du sætter kaffekoppen lidt for hårdt på sofabordet!

Angst for fyrværkeri kan blive invaliderende for hundens liv

Mange hundeejere gør ikke noget ved sagen, fordi det jo kun er den ene aften om året. Når den er overstået er problemet jo væk. Eller er det? Jeg har ikke tal på, hvor tit jeg har hørt fortællinger om hunde, der ikke er til at få med ud at gå tur i flere måneder efter nytårsaften! Og generaliseret lydangst giver ringere livskvalitet og forårsager kronisk stress.

Det er da værd at forebygge, ikke?

Jeg hører også ofte hundeejere sige: Den reagerede slet ikke sidste år (ofte hundens allerførste nytårsaften). Men det er desværre klassisk, at de hunde, der ikke reagerede første år bliver bange til nytårsaften nr. 2…. hvis ejeren ikke gør noget!

Lydtræning er desuden noget, der skal holdes vedlige. Det skal helst være en regelmæssig begivenhed i de første par år af hundens liv, hvis det skal holde lydangsten for døren.

Men hvordan træner du så hunden til at acceptere disse lyde?

Det nemmeste er at gå igang med tilvænning til fyrværkerilyde fra en lydcd/lydfil. Her er det vigtigt at nævne, at hunden ikke på noget tidspunkt skal REAGERE på lydene. Pointen er at træne under hundens reaktionstærskel og herfra gradvis øge tolerancen for lydene. Benyt dig i rig grad af beroligende kosttilskud og feromoner til at støtte hunden i processen.

Skru så meget ned for lydene, at de knapt er hørbare i starten. Beskæftig hunden med en rolig aktivitet, der har med mad at gøre – f.eks. tygge ben, søge godbidder eller slikke i en fyldt KONG. At spise holder nemlig stressen nede og afleder fokus fra lydene. Husk at slukke for lyden idét hunden er færdig med aktiviteten.

Træn helst hver dag og skru meget gradvist op for volumen. Hold nøje øje med din hund, når du har skruet op – den må ikke reagere på at du har skruet op, så går du for hurtigt frem.

Når du kan afspille lydene på allerhøjeste volumen uden reaktion, er det på tide at være kreativ! Du skal tilstræbe at lave situationen så realistisk som muligt, så hunden ikke skelner mellem lydfil og real-life fyrværkeri. Jeg ved godt, at det er svært, men her er et par idéer:

  • Afspil lydsporet med de indlagte pauser. På den måde vil lydene komme med “overraskelses effekt”
  • Lad hunden lave lydtræningen i mørke
  • Lav lyseffekter imens for at efterligne rigtigt fyrværkeri (lygter, lamper, blitz, diskokugler, blinkende lyskæder og hvad du nu ellers kan finde på)
  • Sæt højtalere udenfor mens hunden er indendørs
  • Flyt lydtræningen ud i haven (giv chokolade til naboerne på forhånd med varsel om hvornår du træner!)
  • Brug stjernekastere for at vænne hunden til lugten af krudt og skabe lyseffekter og milde fyrværkerilyde
  • Aftal med nogen at fyre lidt småkrudt af på GOD afstand af din bolig, imens du har lydsporet kørende indendørs – det kamouflerer de rigtige lyde (og hunden hygger sig med godbidder imens)

Det er derudover en god idé at lære hunden at lave lyde selv – f.eks. at vælte stablede dåser, trille med en plastflaske med sten i m.m. Det at deltage aktivt i larmende aktiviteter kan være med til at gøre lyd til noget mindre skræmmende. Det kan også være en god idé at styrke hundens generelle selvtillid med aktiv indlæring og selvtillidsfremmende øvelser (f.eks. klikkertræning, balanceøvelser og søgeøvelser/spor)

Tilsidst vil jeg bare nævne, at du kan downloade lydfiler lige her:

Lydfiler til download

Eller her:

https://itunes.apple.com/us/album/fireworks/544089…

God fornøjelse med træningen og pas godt på din hund nytårsaften!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kontakt mig på Messenger!