Derfor er Linda en af de sejeste hundeejere, jeg kender…

Sådan lydtræner du din hund
december 10, 2017
Lav et “safe-place” til din hund
december 15, 2017

Det kræver sin kvinde at være lige så sej som Linda.

Og nu skal jeg fortælle dig hvorfor. Linda er nemlig ejer af en Rhodesian Ridgeback tæve ved navn Emma, som i skrivende stund er lidt over 3 år.

Allerede i hvalpetiden var der problemer med at undersøge Emma hos dyrlægen. Linda fik at vide, at hendes hund var problematisk og fornemmelsen af at der blev set med skepsis på Emmas fremtid gav ikke nogen rar fornemmelse i maven.

Men den ene dag tager den anden, der går et år og pludselig er det igen tid til at få Emma vaccineret. Da Linda ringer for at bestille tid til 1 års vaccination udbryder dyrlægen spontant: “Guuud; er hun ikke blevet aflivet endnu?!”

Det gjorde ondt i hjertet og modet sank dybt. Linda valgte at skifte dyrlæge. Og det er her, jeg møder Linda første gang.


På dette tidspunkt er Emma så bange for at blive håndteret af dyrlæger, at det er nødvendigt at binde hende til en stolpe for at vaccinere hende!


Jeg kan hurtigt fornemme, hvad der er sket for Emma – jeg kan se det i hendes øjne, når hun træder ind i venteværelset. De er fulde af uro og angst for, hvad der venter. Tillid er en by i Rusland og stressen er godt oppe at køre. Hun er venlig, men meget på vagt overfor mig og det øvrige personale.

Jeg henviser Linda til adfærdsbehandler Iben Meyer – der skal arbejdes med tilvænning til håndtering derhjemme. I samråd med adfærdsbehandleren og klinikken begynder Linda at besøge klinikken på regelmæssig basis. Bare for at få godbidder og opbygge et tillidsforhold til personalet.

Snart kan Emma komme ind i konsultationsrummet og hoppe op på bordet for at spise sine godbidder. Linda træner videre derhjemme med tilvænning til håndtering, så Emma bliver vant til dette i trygge omgivelser. Linda træner også positiv tilvænning til mundkurv, så alle kan føle sig sikre ved undersøgelser i fremtiden.


Sådan går endnu et år – og pludselig er det igen tid til vaccination. Nu skal træningen stå sin prøve. Alle er nervøse og spændte – både Linda, mig og dyrlægen ved hvad der er på spil.


Heldigvis går det SÅ fint. Emma er tryg ved at stå på bordet og lade sig undersøge. Og da det bliver tid til det lille stik med vaccinen får hun mundkurv på – for en sikkerheds skyld. Men det har Linda jo trænet hjemme, så det er ikke et problem.

Bagefter ånder alle lettet op og der knibes også en enkelt tåre – af lettelse!

Det er positiv og vedholdende træning, der ligger bag det gode resultat – og det kræver dedikation og stædighed. Og kompetent vejledning.

Jeg er pavestolt på deres vegne – det er SÅ sejt gået Linda!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kontakt mig på Messenger!